Tryghed og nærhed er alfa og omega for det lille barn, og her kan en bæresele være det oplagte valg til den aktive familie. Hvad enten du ønsker at tage dit barn med ud i naturen, gå på opdagelse i byens stejle gader eller lave mad, mens du bevarer kontakten og nærheden til den lille, er bæreselen svaret på spørgsmålet: Hvordan har jeg mit lille barn med og tæt på mig? Dit barn er trygt og sikkert, mens du har hænderne fri og kan tage din kæreste eller dit ældre barn i hånden.
Hvilken bæresele skal jeg vælge og hvordan bruger jeg den korrekt?
Der findes et hav af bæreseler i forskellige udformninger og kvaliteter. Det er derfor vigtigt at kigge sig grundigt for, inden du vælge den rette bæresele for dig og dit barn. Der findes typer, der kan anvendes fra barnet er nyfødt – evt. med en babyindsats – og som kan vokse med barnet. De fleste bæreseler kan justeres flere steder for at sikre den bedst mulige komfort for dig og dit barn. Der findes bæreseler i økologisk bomuld, så du ikke behøver bekymre dig, når dit barn sutter på selen. Du kan læse mere i Forbrugsguidens samling af en række uvildige tests af bæreseler og se, hvad eksperterne anbefaler.
Af hensyn til din egen ryg skal du bære barnet tæt på kroppen med tyngdepunktet højt. Barnets vægt skal hvile både på dine skuldre og dine hofter. For det helt lille barn er det vigtigt at være opmærksom på god støtte til barnets hoved og ryg. Den første tid skal barnet altid bæres mave mod mave, så det får den optimale nærhed og kontakt med dig og samtidig bliver skærmet fra de mange indtryk udefra. Senere kan barnet have glæde af at kigge ud på verden i kortere tidsrum. De fleste bruger bæreselen, indtil barnet er omkring 1 år gammelt, men der findes også modeller, som kan bruges op til 3-års alderen. Du skal dog være opmærksom på ergonomi og belastningen af din egen ryg. Samtidig er det vigtigt at huske på, at det lille barn har brug for at ligge frit og være aktivt for at udvikle sig.
Barnet skal altså ikke sidde i bæreselen for lang tid ad gangen. Tommelfingerreglen siger, at det helt lille barn højst må sidde i bæreselen 20 minutter ad gangen, mens det større barn kan sidde i selen i længere tid. Barnets ben skal være trukket op, så belastningen på barnets hofter er så lille som muligt, og barnets ryg skal være rund.